Imamah doktrinens fejlagtighed

Lige en tekst jeg skrev tilbage i 2005 om imamah doktrinen indenfor shiismen, som jeg håber andre får glæde og nytte af insha'Allah. Det har været et meget lille felt jeg valgte at bevæge mig indenfor, derfor er teksten utrolig snæver især i forhold til det hav af beviser - bl.a. med udgangspunkt i de primære islamiske kilder - der understøtter ahl-ul-sunnas udlægning af tingene og som er undladt.

BismiLlah

Imamah doktrinen

– den grundlæggende forskel imellem ahl-ul-sunnah og shia

Formålet med at skrive den her tekst, er på nuanceret vis at diskutere imamah doktrinen, som hele shiismen bygger på. Undertegnede vil i den forbindelse fremlægge de væsentligste beviser og argumenter, som understøtter fejlagtigheden af den. Det vil være beviser og argumenter med udgangspunkt i historien, eksempelvis hvordan de involverede islamiske personligheder gebærdede sig i forskellige situationer, og hvad den kurs de tog er udtryk for.

Profetens saaw bortgang
Ifølge den shiitiske tilgang til det historiske, blev ledsagernes ra hykleri allerede synligt, det øjeblik Profetens saaw forlod den her verden. Den pessimistiske fortolkning af situationen efter Profetens saaw død, understøttes først og fremmest ved henvisning til ledsagerne, der allerede samme dag Profeten saaw døde begyndte at diskutere, hvem Profetens saaw efterfølger skulle være, indtil Abu Bakr blev udvalgt.
Med andre ord var magtovertagelsen, de længe havde pønset på endelig mulig, med Profetens saaw afsked med den her verden, og der blev hverken sparet på kræfter eller ventet for at gøre den til en realitet. På den anden side fremhæves det, at Ali ra og seks andre ledsagere næste dag sørgede for at vaske Profetens saaw ærefulde krop som forberedelse til begravelsen.
Det skal pointeres, at der iblandt muslimer er enighed om, at overstående hændelser virkeligt fandt sted. Imidlertid udtrykker den shiitiske fortolkning af disse hændelser snæversynethed, og enten en overfladisk tilnærmelse til – eller en fuldstændig ignorering af andre – historiske fakta.

At Ali ra var iblandt dem der vaskede Profetens saaw krop udtrykker naturligvis, hvor betydningsfuld Allahs swt Budbringer saaw var for ham ra. Men handlingen at vaske Profetens saaw salige krop, eller rettere udeblivelsen af denne, kan absolut ikke gøres til målestok for, hvorvidt ledsagerne ra var hyklere og despotiske. Desuden er der utallige historiske fakta, der bevidner ledsagernes ra uvilkårlige kærlighed og ofring for Profeten saaw, som undertegnede senere i teksten vil komme ind på. Lad det her være nok at sige, at det rent praktisk og fysisk ville have været umuligt for alle ledsagerne ra at tage del i og være behjælpelige med forberedelserne til begravelsen af Budbringeren saaw. Behjælpelighed er nok et forkert begreb i denne sammenhæng, eftersom deltagelsen af alle oprigtige og fromme muslimer snarere ville have ført til kaos, og været udtryk for en egoistisk og hensynsløs kærlighed.

Hvad der fuldstændigt bliver overset og slet ikke taget højde for fra shias hold, er hvordan ledsagerne ra i andre henseender – der er relateret til Profetens saaw død – reagerede. Eksempelvis var Omar ra emotionelt knust i så høj en grad, at han nægtede at tro, at Profeten saaw virkeligt var død, da den tragiske nyhed havde spredt sig iblandt muslimerne i Madina. Han ra sagde, at Profeten ville vende tilbage og sørge for at hugge hænderne og fødderne af på dem, der påstod, at han saaw var død. Da nyheden senere blev bekræftet af Abu Bakr ra, og det gik op for ham, at det ikke bare var en løgn, der cirkulerede i Madina, var han så overvæltet af sorg, at han faldt sammen, fordi hans fødder ikke kunne bære ham længere [1].
Anskuer man Omars ra reaktion objektivt, vil man utvivlsomt komme frem til den konklusion, at han fuldstændigt var grebet af sorg. En sorg der skyldtes uvilkårlig bekymring for og kærlighed til Profeten saaw.

Abu Bakrs reaktion udtrykte en ligeså stor sorg og nedtrykthed for at sige det mildt. Han tog med det samme hen til Profetens saaw hjem efter at have hørt om tabet. Han begyndte at kysse Profeten saaw og græd. Imidlertid udviste han ra også stor besindighed. I hans forsøg på at håndtere situationen så den ikke ender kaotisk, tog han hen til folket, forsøgte at lade Omar ra falde til ro ved at bede ham om at sætte sig ned, og sagde følgende:

”Og nu, til den, der tilbeder Muhammad: Muhammad er død nu. Men til den der tilbeder Allah: Han er evigt levende og Han dør aldrig. Allah siger:

’Muhammad er intet andet end en Budbringer, og (i sandhed) er mange Budbringere gået bort før ham.. Hvis han dør, eller bliver dræbt, vil I da vende om på hælene (som vantro)?Og den, som vender om på hælene gør ikke den mindste skade på Allah, og Allah vil belønne de, der er taknemlige.’” (3:144) [2]

Hvordan kan man ved sine fulde fem påstå at en person, der reagerer som det er tilfældet med Abu Bakr ra, handler for egen vindings skyld? At en person med det kendskab til Qur’anen og den besindighed er hykler og despotisk?
Abu Bakrs ra besindighed, der kom til udtryk i hans håndtering af situationen, er faktisk med til at understøtte, at det absolut ikke var af magtbegær, at han og andre ledsagere ra brugte tid på at finde frem til Profetens saaw efterfølger. Ledsagerne ra fandt det simpelthen nødvendigt at vælge en khalif hurtigst muligt, for uden en efterfølger ville det højst sandsynligt have ført til anarki, kaos og splittelse. Med andre ord var det for den muslimske nations skyld.

Der er mange andre eksempler på, hvor højt elsket Profeten saaw var iblandt ledsagerne ra, og hvor uberettiget postulatet, at de i virkeligheden var hyklere, der havde sammensværget sig imod Profeten saaw og hans såkaldte ufejlbarlige husstand, er. Men i betragtning af at imamah konceptet hovedsageligt er relateret til Ali ra, vil undertegnede i det følgende afsnit sætte fokus på ham ra, med henblik på at fremhæve og diskutere de fakta, der med den shiitiske tilgang til problematikken fuldkomment overses.


Ali ra – den skrøbelige og tavse imam?
En undersøgelse af hvordan Ali ra bar sig ad efter Profetens saaw bortgang, vil kaste lys over uoverensstemmelserne imellem de historiske kendsgerninger og imamah konceptet.
Som tidligere sagt havde Allah swt ifølge den shiitiske tilgang forudbestemt, at der skulle være imamer til at beskytte det islamiske budskab, på nøjagtig samme måde, som Han swt havde forudbestemt, at der skulle være profeter til at forkynde Hans ord og hvem disse var. Spørgsmålet der følgelig opstår, er; burde Ali ra ikke have gjort krav på sin ret til lederskabet, især i betragtning af, at det ikke kun var hans ra ret, men ligefrem hans ra forpligtigelse forordnet af Allah den Almægtige? Hvis imamah konceptet virkeligt eksisterede og udgjorde den fjerde trosartikel i islam, ville det logiske svar have været, at Ali ra ikke burde have gebærdet sig som tilskuer til den såkaldte illegitime magtovertagelse, ikke have gjort sig selv og andre uskyldige muslimer til genstand for despoti, men have gjort krav på sin ret med ild og sværd for hermed at beskytte det islamiske budskab og opfylde Allah den Almægtiges befaling om at være den muslimske nations forbilledlige leder. Imidlertid forholder realiteten sig anderledes, eftersom Ali ra ikke gjorde krav på lederskabet, da ledsagerne ra havde udnævnt Abu Bakr ra til khalif. Det er endda et faktum, at Ali ra støttede de forrige kaliffer i deres lederskab inklusiv Abu Bakr.
I shias forsøg på at forsvare Alis ra ret til lederskabet efter Profeten saaw – til trods for det overnævnte modsætningsforhold imellem imamah konceptet og historiske kendsgerninger relaterede til, hvordan Ali ra handlede – benytter de sig som regel af et argument, som undertegnede i det kommende afsnit vil forklare og efterfølgende behandle nærmere.

Det shiitiske argument for hvorfor Ali tav og var passiv

Argumentet, der hyppigst bliver fremsat af shia, går ud på at Ali ra tav og undlod at gøre krav på lederskabet, slet og ret i hans ra forsøg på at beskytte islam. Havde han ra krævet, at hans ret blev indfriet, ville det have ført til voldsomme sammenstød imellem ham selv og de resterende oprigtige troende – der ikke udgjorde mere end en håndfuld – på den ene side og alle de såkaldte hykleriske ledsagere på den anden side. En sådan kulmination af konflikterne ville have været farlig for den muslimske nation i og med at islam, med den shiitiske tilgang, ikke var rodfæstet i folket. Ydermere bliver der understreget, at Alis ra tilstedeværelse var tvingende nødvendig for bevarelsen og beskyttelsen af islam.
Hvad Ali ra med andre ord ”udøvede” karakteriserer shia som taqiyah. Taqiyah er et shiitisk koncept, der defineres som løgn, der udelukkende må tyes til i tilfælde af, at den involveredes liv af den ene eller anden årsag er truet og i fare. For retfærdiggørelsen af dette koncept, henviser shia til Ammar ibn Yasar ra, hvis familie blev udsat for den groveste og mest afskyelige form for vold begået af Quraysh med døden til følge. En vold der alene tilsigtede, at de udsatte afsagde sig islam. Ammar ra slap heller ikke selv for Qurayshs skændige voldshandlinger, men afpresningen virkede så kraftig på ham, at han ra kom med en vantros udtalelse, i hans skrøbelige forsøg på at sætte en stopper for tortureret på daværende tidspunkt, men indadtil var han fuldt ud overbevist om Allahs swt enhed og islams sandhed. Da ledsagerne ra viderefortalte Profeten saaw hvad der var hændt, bekræftede han saaw, at Ammar Ibn Yasar ikke var frafaldet islam.

Selvom Alis ra tavshed og passivitet – hvis man altså antager, at han var den udvalgte imam – af shia pakkes ind i det ”glamourøse” taqiyah begreb, falder deres bortforklaring af de historiske begivenheder ikke i god jord hos folk med lidt kritisk sans.

Først og fremmest er der intet i de islamiske kilder, der antyder at taqiyah konceptet er gyldigt, og slet ikke når det praktiseres som simulation og forstillelse. Profetens saaw understregning af, at Ammar ra ikke var frafaldet islam bekræfter heller ikke gyldigheden af det. At det alligevel bruges som argument for simulation og forstillelse er i virkeligheden intet mindre end en fornærmelse mod og krænkelse af HabibuLlah saaw og hans ledsagere.

Men på trods af at man ikke tager højde for, hvordan ahl-al-sunnah wal-jama’a lærde forholder sig til taqiyah konceptet, og hermed heller ikke for hele ugyldigheden af paralleliseringen af Ammar ibn Yasars ra tilstand og udadtil frasigelse af islam og Alis ra tavshed og passivitet, er der flere forhold, der slet ikke harmoniserer med hinanden. Lad os kaste lys over disse forhold, som tydeliggør overnævnte uoverensstemmelse.

At Ammar ra tyede til løgn, i den forstand at han ra for et kort øjeblik, mens han ra var ved at udsættes for den værste form for tortur frasagde sig islam, selvom han indvendigt var troende, skyldtes at smerten simpelthen blev for voldsom og uudholdelig. At det umiddelbart kan konkluderes, at det var af frygt og ikke af styrke, tapperhed og heroisme, kan enhver med den mindste objektivitet se, i betragtning af omstændighederne, der gjorde sig gældende på det tidspunkt. Først og fremmest var Ammar ra en af dem, der så lyset og sluttede sig til Profeten saaw i islams tidlige dage, hvor Profeten saaw selvsagt langt fra havde modtaget alle guddommelige åbenbaringer. Med andre ord var Ammars ra udadtil frasigelse af islam slet ikke baseret på en vished om, at handlingen han ra tyede til i det hele taget var tilladt. Det var som sagt udelukkende et skrøbeligt, dog instinktivt, forsøg på at beskytte sit eget liv og et værn mod smerten.

Således er der kun to muligheder for, hvad der helt konkret gjorde sig gældende i Alis ra situation. De to muligheder, som ethvert mentalt sundt individ vil kunne se er;
1. at han enten virkeligt udøvede taqiyah, eller
2. at han i modsat fald ikke udøvede taqiyah, og at vi hermed på forhånd kan konkludere, at han ra ikke var en udvalgt imam.

Alis taqiyah af skrøbelighed?
Lad os til at starte med antage, at Alis ra tavshed og passivitet virkeligt skyldtes hans udøvelse af taqiyah.
Når der sættes et lighedstegn imellem Ammars ra og Alis ra handlinger må det bero på, at både selve handlingerne var identiske, og ikke mindst de psykologiske mekanismer, der var drivkraften bag dem. Ellers vil denne parallelisering være absurd og uberettiget, fordi det hermed betyder at Ammars ra udøvelse af taqiyah ikke kan bruges som argument for Alis ra tavshed. Derfor må vi gå ud fra, at Ali ra også led under samme psykiske kvaler og frygtede, at hans opkrævning af lederskabet ville føre til en ligeså voldsom og skæbnesvanger tortur og hetz.
Men hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at en person af den kaliber værende udvalgt af Allah den Almægtige som den muslimske nations leder og beskytteren af det islamiske budskab, var så skrøbelig at ty til taqiyah i stedet for at gøre krav på sin ret? En udvalgt person burde principielt være i stand til at håndtere enhver vanskelig situation, netop fordi Allah swt, der er den bedste Planlægger og besidderen af de mest sublime attributter, med Sin Alvished og Alvidenhed naturligvis vælger et kvalificeret menneske til at opfylde de opgaver Han swt pålægger det og forpligtiger det til. Med andre ord burde situationen efter Profetens saaw bortgang, i det mindste håndteredes af den udvalgte på en sådan måde, at der ikke ville være splid og splittelse iblandt muslimer af den simple grund, at ufejlbarlighed netop implicerer perfektion på alle punkter, åndelige såvel som verdslige.
Ydermere bliver den logiske nødvendighed af, at Ali ra tog kampen op imod de såkaldte despotiske ledsagere ra, for at skille falskheden fra sandheden og at genoplive stort set alle der kaldte sig muslimer, større og mere fremtrædende, når man alene inddrager nogle af de mange egenskaber shia tillægger imamerne.
I den sammenhæng er det relevant, at tage højde for den status og nogle af de evner imamerne tillægges i den shiitiske hadith samling Bihar al–Anwar af Muhammad Baqir al-Majlisi (d. 1111EF):

• Imamerne besidder mere kundskab end profeterne
  
• Imamerne er profeterne og hele skabelsen overlegne.
  
• Majoriteten af profeterne der kaldes ulul-‘Azm (Nuh, Ibrahim, Musa og ‘Isa) opnåede ulul-‘Azm rangen ved at elske imamerne
  
• Profeternes d’ua [bønner] blev hørt, fordi de tog imamerne som middel i deres påkaldelse
  
• Imamerne kan genoplive de døde. De kan kurere blindhed og spedalskhed. De besidder alle profeternes mirakler.
  
• Intet af kundskaben om himlen, jorden, jannah [Paradiset] og jahannam [Helvede] er skjult for dem. Himlens og jordens herredømme var dem vist.
  
• De ved alt, hvad der skete og som vil ske indtil genopstandelse dagen.
  Imamerne kender sandheden om en persons tro eller hykleri. De har en bog som indeholder navnene på jannah beboerne, og navnene på deres efterfølgere og deres fjender[3].

Det er soleklart, at overstående punkter ikke blot antyder høj rang og perfektion, men også overmenneskelighed og nogle punkter guddommelighed, selvom det sidstnævnte udelukkende er forbeholdt Allah, den Ophøjede og Almægtige, og hermed udover alle grænser forkasteligt med guddommeliggørelsen af imamerne. Men lad os alligevel se bort fra, hvor forkasteligt det er og tage den, der hvor den kommer, for i virkeligheden er denne ophøjelse af imamerne blot med til yderligere at bekræfte uoverensstemmelserne og hvor korrupt imamah konceptet er.
Som det kommer til udtryk i tredje punkt, opnåede ulul-’azm profeterne, deres rang netop igennem deres kærlighed til imamerne. Med andre ord rangerer imamerne langt højere end Profeterne – bortset fra Muhammad saaw. Men hvis imamah konceptet virkeligt var gældende og forudbestemt af Allah den Almægtige, og at Ali ra hermed var den første udvalgte imam, hvorfor var Ali ra skrøbelig i den grad, at han ra ikke gjorde krav på det som Skaberen, Ophøjede være Han, havde forpligtiget ham til på trods af, at han ra er i højere rang end profeter som Nuh, Ibrahim og Musa (Allahs fred være med dem alle)? Profeter der ikke tøvede med at forkynde, hvad Allah swt havde pålagt dem at viderebringe, selvom denne forkyndelse langt fra var en dans på roser, men tværtimod utrolig smertefuld, i og med at de fleste mennesker omkring dem var arrogante, korrupte og tyranniske.
Nuhs as forkyndelse af det Allah swt havde pålagt ham at viderebringe varede ikke mindre end 800 år. Imidlertid ophørte han as aldrig med at forkynde, selvom det virkede håbløst med folket omkring ham. Så håbløst at han as i sidste instans bad Allah swt om ikke at efterlade en eneste af de vantro på jorden, til trods for at hans egen søn var iblandt dem. Hvilken trofasthed overfor Allah swt, tålmodighed, udholdenhed og styrke udtrykker hans forkyndelse ikke?
Musas as var af faraoernes samtid. Faraoen var en af de mest tyranniske, undertrykkende og arrogante magthavere, der nogensinde har eksisteret, men dog var det ikke grund til, at Musa as frygtede at sætte sig op imod ham og forkynde det Allah swt havde pålagt ham, tværtimod satte han sin lid på den eneste tilbedelses- og lydighedsværdige, Skaberen af alt, og han blev med sin profetværdighed begunstiget med at være Allahs swt ophøjet adressat. Ibrahim as valgte heller ikke at tie i stedet for at forkynde, hvad der var ham pålagt til det hedenske og polyteistiske folk omkring ham, selvom det førte til udøvelsen af den værste og mest ubarmhjertige form for grusomhed imod ham, netop at kaste ham levende ind i ild, men Allah swt omdannede ildens flammer til kølighed.

Eftersom Ali ra som sagt rangerede højere end disse profeter ifølge shia og at imamah konceptet netop inkluderer det spirituelle såvel som det verdslige lederskab, men at virkeligheden og kendsgerningerne om hvordan Ali ra bar sig ad efter Profetens saaw død, ikke lever op til den del af imamah konceptet, der er forbundet med det verdslige lederskab, eller for den sags skyld ” ikke engang til profetværdighedens standarder”, og at hans skrøbelighed, passivitet og tavshed i øvrigt var diametrale modsætninger til, hvor fremragende, storslået, overmenneskelig og guddommelig en imam teoretisk er, må man konkludere, at Ali ra ikke var den udvalgte imam, og at imamah konceptet i det hele taget ikke understøttes af historiske fakta, der er relateret til Alis ra handlinger.

Ali ra Taqiyah af betænksomhed?
Forklaringen på hvorfor Ali ra tyede til taqiyah – netop at han ra var skrøbelig og bange – der kom til udtryk i det foregående afsnit, vækker højst sandsynligt harme, forargelse og irritation hos de hårdnakkede iblandt shia, selvom forklaringen udelukkende bygger på det lighedstegn, shia har sat imellem Ammar ibn Yasars ra og Ali ra handlinger, i deres forsøg på at legitimere Alis ra manglende krævning af lederskabet.
Selvom vi benytter os af en anden forklaring på, hvad der lå til grund for taqiyahen, vil det imidlertid ikke understøtte Alis ra såkaldte imamah, derimod vil den fremhæve ugyldigheden af imamah konceptet yderligere og afsløre, hvor nedværdigende konceptet er overfor Ali ra og ikke mindst Allah, den Ophøjede og Almægtige.
Som udgangspunkt er det nødvendigt at overveje, hvad forklaringen ellers kunne være.

Den naturlige følge af at forkaste alt, hvad der bestrider imamernes brillerende og overmenneskelige egenskaber og skyhøje status, der tillægges dem er, at vi befinder os i højdepunktet af en skala, der på den ene side omfatter skrøbelighed, afmægtighed, svækkelse, ynkelighed og frygt, og på den anden side mægtighed, storhed, styrke, tapperhed, overmenneskelighed, perfektion i alle henseender osv. Lad os derfor antage, at Ali ra ikke følte sig nødsaget til at benytte sig af taqiyah, i hvert fald ikke nødsaget af frygt og skrøbelighed, men omvendt af ansvarsfølelsen overfor den muslimske nation, som var i vildfarelse, fortabte og i religiøst forfald, og hvis elevering var betinget af denne tavshed. Kort sagt gav Ali ra afkald på retten til lederskabet udelukkende af betænksomhed. Denne forklaring efterlader en smuk klang i ørerne og ikke nok med det, kan den endda være med til at forstærke kulten om Alis ra såkaldte imamah, fordi han ra fremstilles som den uselviske, godgørende og selvofrende leder. Men blot to centimeter under den glatte overflade gemmer der sig en del fatale defekter. Disse defekter vil undertegnede belyse nedenunder.

Enhver muslim er fuldt overbevist om, at Allah swt er den bedste Planlægger og Arrangør, den Pletfrie, den man alene skal stole på og fæstne sin lid til, den eneste der er værdig at søge tilflugt i, og som besidder de mest skønne navne. Kort sagt er Allah swt hævet over alt, og uanset hvor store anstrengelser vi gør os i forsøget på at opfatte omfanget af Hans swt fuldkommenhed og guddommelighed, er vi simpelthen ud af i stand til det. Så storslået og Sublim er Allah den Almægtige.
Til trods for at shia bekender sig med Allahs swt Ophøjethed og Almægtighed, er den naturlige konsekvens af opfattelsen om, at Ali ra – på legitimt basis – ikke bare ofrede sin ret, men også sin forpligtigelse til lederskabet, i og med at han ra var kvalificeret og kompetent nok til at træffe en sådan afgørelse, en bespottelse og hån mod Allah, eftersom Hans befaling tilsidesættes af den skabte, af Sin tjener. Det kan ikke skjules for nogen, hvor afvigende, dybt forkastelige og anstødelige konsekvensen af denne opfattelse er.
Hvis forestillingen om Ali som den ikke-skrøbelige imam skal bibeholdes, er overnævnte fortolkning den eneste mulighed for, hvad der gjorde sig gældende, af den simple grund, at det er impliceret den shiitiske definition på imam, at den udvalgte nemlig er den åndelige såvel som den verdslige leder.

At der ikke desto mindre hævdes, at Ali ra var ufejlbarlig og havde den ophøjede og overmenneskelige position, er ikke alene problematisk med hensyn til, hvordan shia opfatter Ali ra i forhold til Allah den Almægtige, men også i den henseende at det er et svigt overfor sandheden og subjektiviteten, eftersom der ses gennem fingrene med, hvordan en sådan legitimering af denne tavshed underminerer det helt centrale i imamahen, og hermed indikerer ugyldigheden af imamahen i det større perspektiv (pga. det indbyggede modsætningsforhold).
Sagt på en anden måde giver det ikke mening at imamahen hævdes for at være en islamisk doktrin, når den alligevel bliver ophævet på det praktiske plan. I virkeligheden er funktionen af denne doktrin, udelukkende en ophøjelse af Ali ra på den ene side og en nedværdigelse og ydmygelse af ledsagerne på den anden side.

Noter:
[1] Den forseglede nektar, s.492, al-Mubârakpûrî
[2] Den forseglede nektar, s.493, al-Mubârakpûrî
[3] The Qur'an and Imamah, al-Afriqi, http://ansar.org/english/imamah.htm