'Aqida forskelle

Forskelle imellem ahl-ul-sunnah og shia i ’aqida

Den største og mest grundlæggende forskel imellem ahl-ul-sunnah og shia, ligger i de sidstnævntes tro på imamah doktrinen. Imamah doktrinen er i den grad en grundlæggende del af den shiitiske tro, at den udgør den fjerde trosartikel. Denne doktrin er dog ikke den eneste forskel imellem sunni og shia.
Undertegnede ønsker i denne tekst at gøre rede for de områder, hvor den shiitiske udlægning af islam adskiller sig fra ahl-ul-aunnah wal-jama’a’s.

Initiativet til denne tekst og ønsket om at klargøre forskellene skyldes blandt andet min iagttagelse af den store uvidenhed, der hersker iblandt visse sunni muslimer, der når jeg afslører, at jeg tidligere selv har været shia ,som regel spørger: ”Er shia ikke dem, der sørger og slår sig selv i muharam?”
I virkeligheden er dette kun en af de synlige forskelle, udover at der selv iblandt shia er uenighed om, hvorvidt det er tilladt at sørge ved at ty til vold mod sig selv, det være sig vold af mild eller alvorlig og blodig karakter. Det er dog ikke så overraskende med denne uvidenhed, i betragtning af, at ahl-ul-sunnah wal-jama’a har været majoritet gruppen i den islamiske verden, og ikke definerer sig selv i forhold til shia, hverken ’aqida mæssigt eller af demografiske årsager – med få undtagelser, som eksempelvis i Iran – i modsætning til de sidstnævnte, der definerer sig selv i forhold til ahl-ul-sunnah wal-jama’a først og fremmest ’aqida mæssigt. Dette er en af grundene til at nogle sunni ikke har følt sig nødsaget til at studere forskellene.

Følgende tekst tilsigter på ingen måde at sætte sindene i kog eller at opildne til splittelse, da det er vigtigt. at man som muslimer er samlet i almindelighed og i særdeleshed i en tid med udbredt splid og konflikter. Når det er sagt, betyder væsentligheden af den fredelige og respektfulde omgang med hinanden dog ikke, at man mere eller mindre benægter forskellene med en naiv tro på, at man således kommer risikoen for splid og splittelse til livs. Et sådan forsøg på at udjævne disse forskelle vil være ensbetydende med at vende sandheden det blinde øje.

Da teksten er af oplysende karakterer vil undertegnede selvsagt ikke referere til ekstreme grupper ved mine beskrivelser af forskellene. Islam udlægninger af ekstreme shia, der eksempelvis påstår, at ærkeenglen Jibril as ved en fejltagelse overbragte Profeten Muhammad (må Allahs ypperste fred og velsignelser være med ham) Allah swts åbenbaringer, at Ali ra var profet, at Qur’anen ikke er i sin fuldkomne form eller at der eksisterer en anden version af Qur’anen vil derfor ikke inkluderes. Ligesom man som sunni finder det forkasteligt og mildest talt misvisende, at der refereres til eksempelvis qadianier og parvezier og andre ekstreme og afvigende grupper, der betegner sig selv som sunni, i det forsøg på at forklare, hvad ahl-ul-sunnah wal-jama’a står for.

Undertegnede tager i den her tekst udelukkende udgangspunk i shia, som tror på de Tolv Imamer og som normalt betegnes som shia ethna ’ashariyyah eller ja’fariyyah. Ydermere udgør de majoritet gruppen iblandt shia.


· Allah swt

På trods af at der ikke er den store forskel imellem sunni og shia, når talen falder på Allah swt,
skal der ikke desto mindre kastes lys over det i følgende afsnit.

At se Allah swt:

Shia er af den holdning, at man ikke kan se Allah swt, og at det der menes med at se Allah swt udelukkende referer til at kende til Hans swt eksistens.

Hvad angår ahl-ul-aunnah wal-jama’a’s holdning til overstående, så opsummerer følgende trossætninger, kompilerede og systematiserede af imam Abu Ja’far al-Tahawi (må Allah swt være tilfreds med ham) i hans ’Aqida Al-Tahawiyya, det godt.

I afsnittet om Allah swt bliver det først og fremmest fastslået, hvor fatal en konsekvens det har, at tilskrive Allah swt menneskelige egenskaber:

Anyone who describes Allah as being in any way the same as a human being has become an unbeliever. All those who grasp this will take heed and refrain from saying things such as the unbelievers say, and they will know that He, in His attributes, is not like human beings. (Punkt 34)

I den efterfølgende trossætning kommer imam Abu Ja’far al-Tahawi (må Allah swt være tilfreds med ham) ind på ahl-ul-sunnah wal-jama’a’s overbevisning om synet af Allah swt i det hinsidige, med udgangspunkt i qur’aniske vers fra surat al-Qiyamah:

The Seeing of Allah by the People of the Garden' is true, without their vision being all-encompassing and without the manner of their vision being known. As the Book of our Lord has expressed it:

`Faces on that Day radiant, looking at their Lord'. (al-Qiyamah 75:22-3)

The explanation of this is as Allah knows and wills. Everything that has come down to us about this from the Messenger, may Allah bless him and grant him peace, in authentic traditions, is as he said and means what he intended. We do not delve into that, trying to interpret it according to our own opinions or letting our imaginations have free rein. No one is safe in his religion unless he surrenders himself completely to Allah, the Exalted and Glorified and to His Messenger, may Allah bless him and grant him peace, and leaves the knowledge of things that are ambiguous to the one who knows them. (Punkt 35)

Der er flere autentiske profetiske beretninger, der også ligger til grund for ahl-ul-sunnah wal-jama’a’s holdning. Når det er sagt skal det fastslås, at ahl-ul-sunnah wal-jama’a lærde samtidigt fastholder og erklærer, at de ikke ved hvordan og hvorledes synet af Allah swt i det hinsidige vil finde sted. Hvordan det vil ske, er med andre ord udenfor den menneskelige opfattelses kapacitet. Ydermere siger Allah swt i den hellige Qur’an: Laysa kamithlihi shay (42:11), der kan oversættes til:

Der er intet ligesom Ham (42, 11).

Verset fastslår, at Allah swt er ulig og ophævet over alt, derfor vil det være grænseløst absurd at sammenligne Allah swt, der er Skaberen og Opretholderen af alt, med skaberværket. Tilsvarende bliver det understreget i nedenstående trossætninger:

Belief of a man in the `seeing of Allah by the people of the Garden is not correct if he imagines what it is like, or interprets it according to his own understanding since the interpretation of this seeing' or indeed, the meaning of any of the subtle phenomena which are in the realm of Lordship, is by avoiding its interpretation and strictly adhering to the submission. `This is the din of Muslims. Anyone who does not guard himself against negating the attributes of Allah, or likening Allah to something else, has gone astray and has failed to understand Allah's Glory, because our Lord, the Glorified and the Exalted, can only possibly be described in terms of Oneness and Absolute Singularity and no creation is in any way like Him. (Punkt 37)

He is beyond having limits placed on Him, or being restricted, or having parts or limbs. Nor is He contained by the six directions as all created things are. (Punkt 38)


· Profeten Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham)

Der er enighed iblandt sunni og shia omkring profeten Muhammads (må Allah swts ypperste fred og velsignelser være med ham) profetgerning.

Islams fundament kaldes indenfor shiisme terminologien for usul-al-din, hvilket kan oversættes til islams rødder. Usul-al-din består af følgende fem trosdoktriner:

1. Tawhid – Allahs swt enhed
2. ’Adl - Allahs swt retfærdighed
3. Nubuwa – Profetskab
4. Imamah – Troen på de 12 ufejlbarlige Imamer, der efterfølger Profeten saaw
5. Al-ma’ad - Dommedagen

Sendebudet Muhammads (Allahs fred og velsignelser være med ham) profetgerning hører ind under nubuwa ifølge shia, og han opfattes som den sidste i profetrækken, svarende til ahl-ul-sunnahs overbevisning, selvom vi har en anden terminologi.

Den fjerde doktrin indenfor shiismen vil undertegnede vende tilbage til senere i teksten.


· Ahl-ul-bait (må Allah swt være yderst tilfreds med dem alle)

Et af de områder der har været genstand for større uenighed imellem Sunni og Shia er, hvem og hvor mange der opfattes som værende en del af Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) ahl-ul-bait, eller husstand om man vil.

Hvem er en del af Profetens saaw husstand?

Ifølge shia omfatter ahl-ul-bait udelukkende Profeten saaw, Ali, Fatima, Hassan, Hussein og ni af Husseins efterkommere, må Allah swt være yderst tilfreds med dem alle. Med andre ord består ahl-ul-bait kun af fjorten personer. Dette argumenteres der for med udgangspunkt i en hadith, som er berettet af Aisha (må Allah swt være yderst tilfreds med hende), til trods for, at der under normale omstændigheder drages stor tvivl om hendes troværdighed fra shia lærdes side. Beretningen er at finde i Sahih Muslim:

'A'isha reported that Allah's Apostle (may peace be upon him) went out one norning wearing a striped cloak of the black camel's hair that there came Hasan b. 'Ali. He wrapped hitn under it, then came Husain and he wrapped him under it along with the other one (Hasan). Then came Fatima and he took her under it, then came 'Ali and he also took him under it and then said: Allah only desires to take away any uncleanliness from you, O people of the household, and purify you (thorough purifying) (Bog 31, nr 5955)

Shia inkluderer Hussains ra ni efterkommere på baggrund af imamah doktrinen, til trods for, at de hverken nævnes i overstående beretning eller for den sags skyld var blevet født, da den berettede begivenhed hændte.
Hvad angår ahl-ul sunnah lærdes opfattelse af, hvor stor en betydning Profetens saaw husstand var, og hvem denne inkluderede, så belyser den profetisk hadith, som er berettet af Yazid ibn Hayyan, i Sahih Muslim, det godt:

Jeg tog med Hussain ibn Sabra og ’Umar ibn Muslim til Zaid ibn Arqam. Da vi sad med ham, sagde Hussain til ham: O Zaid, du har været i stand til at opnå den fordel, at have set Allahs Budbringer (fred og velsignelser være med ham), lyttet til hans tale, kæmpet side om side med ham i [forskellige] slag, og har forrettet bønnen bag ham. Zaid, du har ganske vist opnået et stort fortrin. Fortæl os, hvad du har hørt fra Allahs Budbringer (fred og velsignelser være med ham). Han sagde: Jeg er blevet gammel og har næsten levet al mit liv, og jeg har glemt nogle af de ting, jeg huskede i forbindelse med Allahs Budbringer (fred og velsignelser være med ham), så accepter hvad jeg beretter for jer, og tving mig ikke til at berette, hvad jeg ikke husker. Derefter sagde han: En dag stod Allahs Budbringer ved et vandings sted ved navn Khumm, der lå imellem Mekka og Medina. Han lovpriste Allah, priste Ham og holdte en prædiken og formanede [os]: […] O folk, jeg er blot et menneske. Jeg kommer til at modtage et sendebud [dødens engel] fra min Herre […], men jeg kommer til at efterlade to tyngder iblandt jer: den ene vil være Allahs Bog, hvori der er retledning og lys, så hold fast i Allahs Bog […]. Han formanede [til at holde fast i] Allahs Bog og sagde efterfølgende: Den anden er min husstandsmedlemmer. Jeg påminder jer [om jeres forpligtelser] overfor mine familiemedlemmer. Han (Hussain) sagde til Zaid: Hvem er hans husstandsmedlemmer? Er hans hustruer ikke medlemmer af hans familie? Dertil sagde han: Hans hustruer er en del af hans husstand, [men] hans husstandsmedlemmer er dem, for hvem accepten af almisser ikke er tilladt. Og han sagde: Hvem er disse? Dertil sagde han: ’Ali og ’Alis afkom, ’Aqil og ’Aqils afkom, og Ja’fars afkom og ’Abbas’ afkom. Hussain sagde: Er accepten af almisser forbudt for dem alle? Zaid sagde: ja. (Bog 031, nr. 5920)

Ahl-ul-sunnah wal-jama’a’s forståelse af begrebet ahl-ul-bait er altså meget mere omfattende end shias. Overstående hadith fastslår også, at man som sunni er forpligtede til at agte og elske Profetens saaw husstand.
Betydningen af og hvor meget denne kærlighed vejer indenfor det muslimske ortodoksis konsensus, manifesteres ligeledes gennem de salawat og lovprisninger af Profeten saaw og hans husstand, man flere gange dagligt er forpligtet til at fremsige under forrettelsen af salah (bønnen), og som bønnen foruden er ugyldig.

I en af trossætningerne i ’Aqida al-Tahawiya gives der desuden udtryk for, at det er tegn på hykleri at omtale Profetens saaw hustruer og afkom negativt:

Anyone who speaks well of the Companions of the Messenger of Allah, may Allah bless him and grant him peace, and his wives and offspring, who are all pure and untainted by any impurity, is free from the accusation of hypocrisy. (Punkt 96)


· Ledsagerne (må Allah swt være yderst tilfreds med dem alle)

Profeten saaw har udtalt:

‘My companions are like stars, you will be guided by whichever one you follow.’

Ikke desto mindre har shia en meget anderledes tilgang til Profetens saaw sahaba, i forhold til ahl-ul-sunnah for at sige det mildt. For bedre at kunne forstå forskellene imellem shia og sunni, hvad ledersagerne ra angår, er det nødvendigt at komme ind på den førnævnte imamah doktrin, da den giver den fornødne baggrund for denne forståelse.


Definition på imamah

Imamah er opfattelsen af, at der efter profeten Muhammads saaw bortgang eksisterer et lederskab. Et lederskab der er forudbestemt af Allah den Almægtige, på nøjagtig samme måde som Han swt forudbestemte, at der skulle være profeter og hvem disse var. Profetens saaw forkyndelse af det islamiske budskab ville endda have været forgæves og ugyldig, dersom han ikke havde understreget, hvem hans efterfølger (khalif) og den muslimske nations leder (imam) var.

Imamah som begreb er udledt fra det arabiske ord imam. Ordet imam betyder bogstaveligt ’en der står foran’, og er betegnelse for en leder. Det arabiske ord imam bruges i forskellige hverdagssammenhæng blandt muslimer, såsom imam us-salah (bønnens leder), imam ul-masjid (moskeens [religiøse] leder) eller bare om religiøse personligheder og lærde generelt. Men når talen falder på den shiitiske imamah doktrin, betegner begrebet den ufejlbarlige, åndelige såvel som verdslige leder, der er udvalgt af Allah den Almægtige til at beskytte budskabet, som blev forkyndt af Profeten saaw. Uden en sådan imam ville den muslimske nation (ummahen) være fordærvet og i vildfarelse i henhold til shiismen. Denne opfattelse bygger på den shiitiske tankegang, at det er umuligt for et ufejlfrit menneske at beskytte det islamiske budskab, eftersom det altid vil være tilbøjeligt til at varetage egne interesser, fordi det er underlagt dets lyst og begær, og kan derfor aldrig være retfærdigt eller eksemplarisk overfor andre i et lederskab. Med andre ord er der ingen udover de udvalgte imamer, der er i stand til at beskytte Islam. Følgelig er imamerne de eneste retsmæssige efterfølgere af Profeten saaw.

Imamah doktrinen er i så høj en grad essentiel indenfor shiismen, at den rangerer højere end selv nubuwa – profetskab eller profetgerning om man vil – med undtagelse af Muhammads saaw profetskab. I shiitiske klassiske hadith værker som Bihar al-Anwar af Muhammad Baqir al-Majlisi (d.1111EH) antydes det eksempelvis at imamerne besidder mere kundskab end selv profeterne, at de er hele skabelsen overlegne, og at majoriteten af profeterne der kaldes ulul-’azm (Nuh, Ibrahim, Musa og ’Isa må Allahs ypperste fred være med dem alle) opnåede ulul-’azm rangen gennem deres kærlighed overfor imamerne.

Ifølge shia var Profetens saaw retmæssige efterfølger Ali ra. Ali ra var Profetens saaw fætter og svigersøn. Han ra, hustruen Fatima ra og deres elleve efterkommere – der er de resterende imamer – udgør Profetens saaw ufejlbarlige husstand, som tidligere nævnt. Ali ra blev efterfulgt af sønnen Hassan ra, som blev efterfulgt af broderen Hussain ra. Den tolvte og sidste i rækken iblandt disse udvalgte ledere, er den afventede Mahdi. Det hævdes at han som 4-årig forsvandt i forbindelse med sin faders død, men at han vendte tilbage fra den mindre okkultation og forsvandt igen. Han forventes stadig den dag i dag – på trods af at han snart har været forsvundet i trettenhundrede år – at vende tilbage fra sin større okkultation, for at stifte retfærdighed på jorden.

Fremkomsten af opfattelsen om den afventede imams forsvinden og efterfølgende genkomst, når tiden er inde, indenfor shiismen, er udelukkende en naturlig følge af faktummet at Alis ra efterkommerlinje ophørte efter den ellevte imam, Hasan al Askari ibn [søn af] Ali al-Hadi. Det skete seks år efter, at han blev accepteret som imam år 260EH, hvor han i en alder af 28 år lå på dødslejet uden at have efterladt sig en søn. Dette undergravede hele imamah konceptet, eftersom det bekræftede at den verdensomspændende muslimske nation mildest talt ikke blev fordærvet og kom i vildfarelse i fraværet af den såkaldte imamah.


Ledsagerne ra fra en shiitisk synsvinkel

Ifølge shia påhvilede det Profetens saaw at proklamere hans efterfølger, men til trods for denne proklamation valgte Profetens saaw ledsagere ra at modsætte sig Allah den Almægtiges befaling, ved at overtage magten efter Profetens saaw bortgang.

En logisk konsekvens af fornægtelsen af Alis ra ret og forpligtelse til at være den muslimske nations legitime leder er afvigelse. Derfor er det ikke overraskende, at alle ledsagerne ra – bortset fra et lille kar – i virkeligheden var hyklere og ulve i fåreklæder, hvis afvigelse først blev øjensynlig efter Profetens saaw bortgang, hvor de kastede sig over magten. Dette kommer blandt andet til udtryk i de eksisterende shiitiske beretninger, hvori der udtrykkeligt erklæres, at enhver som ikke anerkender imamernes rang på nøjagtig samme måde som profeternes, er afviger og vantro. Den slags beretninger er ikke udelukkende relateret til de såkaldte despotiske ledsagere ra, men selvsagt til enhver, der ikke er af den opfattelse, at imamahen udgør den fjerde trosartikel i islam. Dog tyder mange shiitiske lærdes udstedte fatâwâ (juridiske afgørelser plur. af fatwâ) eller definitioner af hvad en muslim er igennem tiden på, at der iblandt shia eksisterer forskellige nuancer og grader af ortodoksi i forhold til fortolkningen af den slags shiitiske beretninger. Eksempelvis finder man muslim og mu’min (troende) klassificeringen i Yahya ibn Sa‘id al-Hillis (d. 690AH) fiqh (islamisk lov og jura) manual, al-Jami‘ lish-Shara’i‘. Enhver der bekender sig til islam, uden at tro på imamah doktrinen defineres som muslim, mens en mu’min er betegnelsen for den, der tror på imamah doktrinen. Den samme klassificering blev også benyttet af Ayatollah Khomeini (1900-89) i hans fiqh manual Tahrir al-Wasilah.

Uanset hvordan shia lærde måtte have klassificeret ahl-ul-sunnah wal-jama’a er det dog et faktum, det er en del af det, der indenfor shiisme terminologien betegnes som furu’-al-din, troens grene om man vil, at elske enhver der elskede ahl-ul-bait, sådan som shia definerer dem, og at være fjendsk indstillet overfor enhver der var imod ahl-ul-bait, hvilket inkluderer de fleste ledsagere ra, da de opfattes som afvigere, frem for alt de første tre retledede kaliffer[i], i og med at de ikke sørgede for Alis ra magtovertagelse efter Profetens saaw bortgang. Dette på trods af kendsgerningen, at Ali ra ikke gjorde krav på sin ret eller rettere ikke gjorde forsøg på at indfri den såkaldte verdslige del af imamah forpligtigelsen, som umiddelbart var forordnet af Allah swt ifølge shia. Men passiviteten fra Alis ra side bliver rationaliseret ved, at der påstås, at han ra lavede taqiyah. Taqiyah er et shiitisk koncept, der defineres som løgn, der udelukkende må tyes til i tilfælde af, at den involveredes liv af den ene eller anden årsag er truet og i fare.

De to overnævnte trosgrene indenfor Shiismen er følgende:

Wilayah – Venskab
Baraah – Fjender

Det skal nævnes at furu’ al-din alt i alt besår af ti punkter, hvoraf de overstående er de sidste i rækken.

Den negative attitude overfor ledsagerne ra, der præger shiismen er ikke så overraskende, når man kaster lys over, hvordan visse historiske kendsgerninger bliver fortolket og opfattet af shia. Dette kommer blandt andet til udtryk i spørgsmålet om Fadak.
Fadak var et stort landområde – ca. dobbelt så stort som det moderne Jordan – der plejede at være beboet af jøder, og som Profeten saaw fik, da jøderne af frygt sluttede traktat med ham, efter at han erobrede Khaybar. Der er enighed iblandt shia og sunni om at Profetens saaw datter sayyidah Fatima ra gjorde krav på sin andel af Fadak under Abu Bakrs kalifat. Denne uenighed mellem Abu Bakr al-siddiq og sayyidah Fatima – må Allah være tilfreds med dem begge – er af shia blevet fremstillet som fjendskab fra Abu Bakrs side ra. I Bukhari og Muslim finder man denne begivenhed beskrevet i følgende hadith:

After the demise of Rasulullah saaw, Fatima came to Abu Bakr requesting her inheritance from the Nabi saaw, fra Fadak, his share in Khaybar, and other places. Abu Bakr said: “I heard Rasulullah saaw saying, ‘We do not leave inheritance. What we leave behind is charity.’” [ii]

Ifølge ahl-ul-sunnah wal-jama’a var det blot en uenighed og ikke et fjendskab. Selv da Ali ra kom til magten og blev den fjerde kalif tog han ikke Fadak, på trods af, at han besad en position, der gjorde ham i stand til det.

Desuden er shia af den holdning at Omar ra dræbte sayyidah Fatima ra og hendes ufødte barn, fordi han styrtede ind i hendes hus, mens hun stod bag døren, så hun kom i klemme og brækkede sine ribben, hvad der efter nogle måneder forårsagede hendes og det ufødte barns død.

Den shiitiske lærde – eller marji’, som de mest kompetente lærde indenfor shiismen betegnes – sayyid Fadhullah, der er bosat i Libanon, er dog en undtagelse, idet han ikke mener der er tilstrækkeligt bevismateriale, som understøtter denne shiitiske udlægning af sayyidah Fatimas ra død. Men dette har dog ikke været uden konsekvenser, for mange af de resterende lærde – maraji’ – har mere eller mindre været om kap med hinanden om, hvem der først udsteder fatwâ, der fordømmer ham. Nogen shia lærde er gået så vidt som at give udtryk for, at det ikke er tilladt for lægmænd at følge ham i fiqh anliggender, alene af den grund, hvad der belyser, hvor tungt det åbenbart vejer at nære had overfor Profetens ledsagere ra.


Ledsagerne ifølge ahl-ul-sunnah wal-jama’a

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), sagde om sine ledsagere, må Allah swt være tilfreds med dem alle:

‘Leave me to my companions, for by the One in whose hands is my soul, if you were to spend in charity the like of the mount of Uhud in gold you would not match their actions.’[iii]

’Allah! Allah! My companions! Allah! Allah! My companions! Do not take them as targets, for whoever loves them, by my love for them I will love them and whoever hates them, I will hate them and whoever harms them has harmed me and who harms me has harmed Allah end whoever harms Allah I fear He will take him.’[iv]

‘My companions are like stars, you will be guided by whichever one you follow.’[v]

‘If Allah wishes for good for a man of my nation he throws love of my companions into his heart.’[vi]

‘Allah curses those who insult my companions.’[vii]

Disse hadith er blot et lille udpluk af de mange hadith, der understreger, at ledsagerne var elskede af Profeten saaw, og vigtigheden af at elske dem. Kærligheden overfor Profetens ledsagere såvel som hans husstand er en del af det muslimske ortodoksis konsensus’ ’aqida, som det eksempelvis kommer til udtryk i ’Aqida Tahawiyya fra punkt 93 til og med punkt 96.

Ifølge ahl-ul-sunnah wa-l-jama’a skal man nære kærlighed overfor alle ledsagerne, inklusiv Ali, Al-Hassan og Al-Hussain, må Allah være yderst tilfreds med dem alle. Hadith som shia er meget flittige til at hive ud af sunni værker[viii], som fastslår, hvor storslået Profetens saaw husstand var, i et forsøg på at bekræfte rigtigheden af deres imamah doktrin, belyser i virkeligheden udelukkende, den agtelse og kærlighed ahl-ul-sunnah wa-l-jama’a nærer og udviser Profetens saaw ledsagere og husstand, må Allah swt være yderst tilfreds med dem alle.

I ’Aqida Tahawiyya står der eksempelvis:

We love the Companions of the Messenger of Allah but we do not go to excess in our love for any one individual among them nor do we disown any one of them. We hate anyone who hates them or does not speak well of them and we only speak well of them. Love of them is a part of Islam, part of belief and part of excellent behaviour, while hatred of them is unbelief, hypocrisy and rebelliousness.
We confirm that, after the death of the Messenger of Allah, may Allah bless him and grant him peace, the caliphate went first to Abu Bakr al-Siddiq, may Allah be pleased with him, thus proving his excellence and superiority over the rest of the Muslims; then to `Umar ibn alKhattab, may Allah be pleased with him; then to `Uthman, may Allah be pleased with him; and then to `Ali ibn Abi Talib, may Allah be pleased with him. These are the Rightly-Guided Caliphs and upright leaders.
We bear witness that the ten who were named by the Messenger of Allah, may Allah bless him and grant him peace, and who were promised the Garden by him, will be in the Garden, as the Messenger of Allah, may Allah bless him and grant him peace, whose word is truth, bore witness that they would he. The ten are: Abu Bakr, `Umar, `Uthman, `Ali, Talhah, Zubayr, Sa'd, Sa'id, `Abdur-Rahman ibn `Awf and Abu `Ubaydah ibn al-Jarrah whose title was the trustee of this Ummah, may Allah be pleased with all of them.
Anyone who speaks well of the Companions of the Messenger of Allah, may Allah bless him and grant him peace, and his wives and offspring, who are all pure and untainted by any impurity, is free from the accusation of hypocrisy. (Punkt 93-96)

For at opsummere: Det er en del af ahl-ul-sunnah wal-jama’as tro at agte og elske ledsagerne, hvad der kommer til udtryk i ’Aqida Tahawiyya såvel som i andre værker om ahl-ul-sunnahs trosdoktriner.

...........

Noter:

[i] Den naturlige følge af troen på imamahen og at Ali ra selvsagt var den eneste retmæssige kalif, er forkastelsen af de første tre retledede kaliffers berettigelse til kalifatet.

[ii] Sahih Muslim, Kitab al-Jihad was-Siyar, no. 49

[iii] Ahmad og betragtes som Sahih

[iv] Al-Tirmidhi

[v] Musnad af Imam Abu Hanifa, al-Baihaqi og al-Daylami

[vi] Al-Daylami

[vii] Tabrani og betragtes som Sahih

[viii] Det er værker der ellers forkastes og stemples som værende upålidelige og forfalskede, i og med de ikke er berettede af den skar muslimer som shia opfatter som værende ikke hykleriske, og især når det drejer sig om hadith der agter ledsagerne ra. Med andre ord lader det indimellem til at kriteriet for, hvornår shia opfatter en hadith som pålidelig og autentisk, er hvorvidt den stemmer overens med deres imamah doktrin og alle historiske fordrejninger denne måtte implicere.

Imamah doktrinens fejlagtighed

Lige en tekst jeg skrev tilbage i 2005 om imamah doktrinen indenfor shiismen, som jeg håber andre får glæde og nytte af insha'Allah. Det har været et meget lille felt jeg valgte at bevæge mig indenfor, derfor er teksten utrolig snæver især i forhold til det hav af beviser - bl.a. med udgangspunkt i de primære islamiske kilder - der understøtter ahl-ul-sunnas udlægning af tingene og som er undladt.

BismiLlah

Imamah doktrinen

– den grundlæggende forskel imellem ahl-ul-sunnah og shia

Formålet med at skrive den her tekst, er på nuanceret vis at diskutere imamah doktrinen, som hele shiismen bygger på. Undertegnede vil i den forbindelse fremlægge de væsentligste beviser og argumenter, som understøtter fejlagtigheden af den. Det vil være beviser og argumenter med udgangspunkt i historien, eksempelvis hvordan de involverede islamiske personligheder gebærdede sig i forskellige situationer, og hvad den kurs de tog er udtryk for.

Profetens saaw bortgang
Ifølge den shiitiske tilgang til det historiske, blev ledsagernes ra hykleri allerede synligt, det øjeblik Profetens saaw forlod den her verden. Den pessimistiske fortolkning af situationen efter Profetens saaw død, understøttes først og fremmest ved henvisning til ledsagerne, der allerede samme dag Profeten saaw døde begyndte at diskutere, hvem Profetens saaw efterfølger skulle være, indtil Abu Bakr blev udvalgt.
Med andre ord var magtovertagelsen, de længe havde pønset på endelig mulig, med Profetens saaw afsked med den her verden, og der blev hverken sparet på kræfter eller ventet for at gøre den til en realitet. På den anden side fremhæves det, at Ali ra og seks andre ledsagere næste dag sørgede for at vaske Profetens saaw ærefulde krop som forberedelse til begravelsen.
Det skal pointeres, at der iblandt muslimer er enighed om, at overstående hændelser virkeligt fandt sted. Imidlertid udtrykker den shiitiske fortolkning af disse hændelser snæversynethed, og enten en overfladisk tilnærmelse til – eller en fuldstændig ignorering af andre – historiske fakta.

At Ali ra var iblandt dem der vaskede Profetens saaw krop udtrykker naturligvis, hvor betydningsfuld Allahs swt Budbringer saaw var for ham ra. Men handlingen at vaske Profetens saaw salige krop, eller rettere udeblivelsen af denne, kan absolut ikke gøres til målestok for, hvorvidt ledsagerne ra var hyklere og despotiske. Desuden er der utallige historiske fakta, der bevidner ledsagernes ra uvilkårlige kærlighed og ofring for Profeten saaw, som undertegnede senere i teksten vil komme ind på. Lad det her være nok at sige, at det rent praktisk og fysisk ville have været umuligt for alle ledsagerne ra at tage del i og være behjælpelige med forberedelserne til begravelsen af Budbringeren saaw. Behjælpelighed er nok et forkert begreb i denne sammenhæng, eftersom deltagelsen af alle oprigtige og fromme muslimer snarere ville have ført til kaos, og været udtryk for en egoistisk og hensynsløs kærlighed.

Hvad der fuldstændigt bliver overset og slet ikke taget højde for fra shias hold, er hvordan ledsagerne ra i andre henseender – der er relateret til Profetens saaw død – reagerede. Eksempelvis var Omar ra emotionelt knust i så høj en grad, at han nægtede at tro, at Profeten saaw virkeligt var død, da den tragiske nyhed havde spredt sig iblandt muslimerne i Madina. Han ra sagde, at Profeten ville vende tilbage og sørge for at hugge hænderne og fødderne af på dem, der påstod, at han saaw var død. Da nyheden senere blev bekræftet af Abu Bakr ra, og det gik op for ham, at det ikke bare var en løgn, der cirkulerede i Madina, var han så overvæltet af sorg, at han faldt sammen, fordi hans fødder ikke kunne bære ham længere [1].
Anskuer man Omars ra reaktion objektivt, vil man utvivlsomt komme frem til den konklusion, at han fuldstændigt var grebet af sorg. En sorg der skyldtes uvilkårlig bekymring for og kærlighed til Profeten saaw.

Abu Bakrs reaktion udtrykte en ligeså stor sorg og nedtrykthed for at sige det mildt. Han tog med det samme hen til Profetens saaw hjem efter at have hørt om tabet. Han begyndte at kysse Profeten saaw og græd. Imidlertid udviste han ra også stor besindighed. I hans forsøg på at håndtere situationen så den ikke ender kaotisk, tog han hen til folket, forsøgte at lade Omar ra falde til ro ved at bede ham om at sætte sig ned, og sagde følgende:

”Og nu, til den, der tilbeder Muhammad: Muhammad er død nu. Men til den der tilbeder Allah: Han er evigt levende og Han dør aldrig. Allah siger:

’Muhammad er intet andet end en Budbringer, og (i sandhed) er mange Budbringere gået bort før ham.. Hvis han dør, eller bliver dræbt, vil I da vende om på hælene (som vantro)?Og den, som vender om på hælene gør ikke den mindste skade på Allah, og Allah vil belønne de, der er taknemlige.’” (3:144) [2]

Hvordan kan man ved sine fulde fem påstå at en person, der reagerer som det er tilfældet med Abu Bakr ra, handler for egen vindings skyld? At en person med det kendskab til Qur’anen og den besindighed er hykler og despotisk?
Abu Bakrs ra besindighed, der kom til udtryk i hans håndtering af situationen, er faktisk med til at understøtte, at det absolut ikke var af magtbegær, at han og andre ledsagere ra brugte tid på at finde frem til Profetens saaw efterfølger. Ledsagerne ra fandt det simpelthen nødvendigt at vælge en khalif hurtigst muligt, for uden en efterfølger ville det højst sandsynligt have ført til anarki, kaos og splittelse. Med andre ord var det for den muslimske nations skyld.

Der er mange andre eksempler på, hvor højt elsket Profeten saaw var iblandt ledsagerne ra, og hvor uberettiget postulatet, at de i virkeligheden var hyklere, der havde sammensværget sig imod Profeten saaw og hans såkaldte ufejlbarlige husstand, er. Men i betragtning af at imamah konceptet hovedsageligt er relateret til Ali ra, vil undertegnede i det følgende afsnit sætte fokus på ham ra, med henblik på at fremhæve og diskutere de fakta, der med den shiitiske tilgang til problematikken fuldkomment overses.


Ali ra – den skrøbelige og tavse imam?
En undersøgelse af hvordan Ali ra bar sig ad efter Profetens saaw bortgang, vil kaste lys over uoverensstemmelserne imellem de historiske kendsgerninger og imamah konceptet.
Som tidligere sagt havde Allah swt ifølge den shiitiske tilgang forudbestemt, at der skulle være imamer til at beskytte det islamiske budskab, på nøjagtig samme måde, som Han swt havde forudbestemt, at der skulle være profeter til at forkynde Hans ord og hvem disse var. Spørgsmålet der følgelig opstår, er; burde Ali ra ikke have gjort krav på sin ret til lederskabet, især i betragtning af, at det ikke kun var hans ra ret, men ligefrem hans ra forpligtigelse forordnet af Allah den Almægtige? Hvis imamah konceptet virkeligt eksisterede og udgjorde den fjerde trosartikel i islam, ville det logiske svar have været, at Ali ra ikke burde have gebærdet sig som tilskuer til den såkaldte illegitime magtovertagelse, ikke have gjort sig selv og andre uskyldige muslimer til genstand for despoti, men have gjort krav på sin ret med ild og sværd for hermed at beskytte det islamiske budskab og opfylde Allah den Almægtiges befaling om at være den muslimske nations forbilledlige leder. Imidlertid forholder realiteten sig anderledes, eftersom Ali ra ikke gjorde krav på lederskabet, da ledsagerne ra havde udnævnt Abu Bakr ra til khalif. Det er endda et faktum, at Ali ra støttede de forrige kaliffer i deres lederskab inklusiv Abu Bakr.
I shias forsøg på at forsvare Alis ra ret til lederskabet efter Profeten saaw – til trods for det overnævnte modsætningsforhold imellem imamah konceptet og historiske kendsgerninger relaterede til, hvordan Ali ra handlede – benytter de sig som regel af et argument, som undertegnede i det kommende afsnit vil forklare og efterfølgende behandle nærmere.

Det shiitiske argument for hvorfor Ali tav og var passiv

Argumentet, der hyppigst bliver fremsat af shia, går ud på at Ali ra tav og undlod at gøre krav på lederskabet, slet og ret i hans ra forsøg på at beskytte islam. Havde han ra krævet, at hans ret blev indfriet, ville det have ført til voldsomme sammenstød imellem ham selv og de resterende oprigtige troende – der ikke udgjorde mere end en håndfuld – på den ene side og alle de såkaldte hykleriske ledsagere på den anden side. En sådan kulmination af konflikterne ville have været farlig for den muslimske nation i og med at islam, med den shiitiske tilgang, ikke var rodfæstet i folket. Ydermere bliver der understreget, at Alis ra tilstedeværelse var tvingende nødvendig for bevarelsen og beskyttelsen af islam.
Hvad Ali ra med andre ord ”udøvede” karakteriserer shia som taqiyah. Taqiyah er et shiitisk koncept, der defineres som løgn, der udelukkende må tyes til i tilfælde af, at den involveredes liv af den ene eller anden årsag er truet og i fare. For retfærdiggørelsen af dette koncept, henviser shia til Ammar ibn Yasar ra, hvis familie blev udsat for den groveste og mest afskyelige form for vold begået af Quraysh med døden til følge. En vold der alene tilsigtede, at de udsatte afsagde sig islam. Ammar ra slap heller ikke selv for Qurayshs skændige voldshandlinger, men afpresningen virkede så kraftig på ham, at han ra kom med en vantros udtalelse, i hans skrøbelige forsøg på at sætte en stopper for tortureret på daværende tidspunkt, men indadtil var han fuldt ud overbevist om Allahs swt enhed og islams sandhed. Da ledsagerne ra viderefortalte Profeten saaw hvad der var hændt, bekræftede han saaw, at Ammar Ibn Yasar ikke var frafaldet islam.

Selvom Alis ra tavshed og passivitet – hvis man altså antager, at han var den udvalgte imam – af shia pakkes ind i det ”glamourøse” taqiyah begreb, falder deres bortforklaring af de historiske begivenheder ikke i god jord hos folk med lidt kritisk sans.

Først og fremmest er der intet i de islamiske kilder, der antyder at taqiyah konceptet er gyldigt, og slet ikke når det praktiseres som simulation og forstillelse. Profetens saaw understregning af, at Ammar ra ikke var frafaldet islam bekræfter heller ikke gyldigheden af det. At det alligevel bruges som argument for simulation og forstillelse er i virkeligheden intet mindre end en fornærmelse mod og krænkelse af HabibuLlah saaw og hans ledsagere.

Men på trods af at man ikke tager højde for, hvordan ahl-al-sunnah wal-jama’a lærde forholder sig til taqiyah konceptet, og hermed heller ikke for hele ugyldigheden af paralleliseringen af Ammar ibn Yasars ra tilstand og udadtil frasigelse af islam og Alis ra tavshed og passivitet, er der flere forhold, der slet ikke harmoniserer med hinanden. Lad os kaste lys over disse forhold, som tydeliggør overnævnte uoverensstemmelse.

At Ammar ra tyede til løgn, i den forstand at han ra for et kort øjeblik, mens han ra var ved at udsættes for den værste form for tortur frasagde sig islam, selvom han indvendigt var troende, skyldtes at smerten simpelthen blev for voldsom og uudholdelig. At det umiddelbart kan konkluderes, at det var af frygt og ikke af styrke, tapperhed og heroisme, kan enhver med den mindste objektivitet se, i betragtning af omstændighederne, der gjorde sig gældende på det tidspunkt. Først og fremmest var Ammar ra en af dem, der så lyset og sluttede sig til Profeten saaw i islams tidlige dage, hvor Profeten saaw selvsagt langt fra havde modtaget alle guddommelige åbenbaringer. Med andre ord var Ammars ra udadtil frasigelse af islam slet ikke baseret på en vished om, at handlingen han ra tyede til i det hele taget var tilladt. Det var som sagt udelukkende et skrøbeligt, dog instinktivt, forsøg på at beskytte sit eget liv og et værn mod smerten.

Således er der kun to muligheder for, hvad der helt konkret gjorde sig gældende i Alis ra situation. De to muligheder, som ethvert mentalt sundt individ vil kunne se er;
1. at han enten virkeligt udøvede taqiyah, eller
2. at han i modsat fald ikke udøvede taqiyah, og at vi hermed på forhånd kan konkludere, at han ra ikke var en udvalgt imam.

Alis taqiyah af skrøbelighed?
Lad os til at starte med antage, at Alis ra tavshed og passivitet virkeligt skyldtes hans udøvelse af taqiyah.
Når der sættes et lighedstegn imellem Ammars ra og Alis ra handlinger må det bero på, at både selve handlingerne var identiske, og ikke mindst de psykologiske mekanismer, der var drivkraften bag dem. Ellers vil denne parallelisering være absurd og uberettiget, fordi det hermed betyder at Ammars ra udøvelse af taqiyah ikke kan bruges som argument for Alis ra tavshed. Derfor må vi gå ud fra, at Ali ra også led under samme psykiske kvaler og frygtede, at hans opkrævning af lederskabet ville føre til en ligeså voldsom og skæbnesvanger tortur og hetz.
Men hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at en person af den kaliber værende udvalgt af Allah den Almægtige som den muslimske nations leder og beskytteren af det islamiske budskab, var så skrøbelig at ty til taqiyah i stedet for at gøre krav på sin ret? En udvalgt person burde principielt være i stand til at håndtere enhver vanskelig situation, netop fordi Allah swt, der er den bedste Planlægger og besidderen af de mest sublime attributter, med Sin Alvished og Alvidenhed naturligvis vælger et kvalificeret menneske til at opfylde de opgaver Han swt pålægger det og forpligtiger det til. Med andre ord burde situationen efter Profetens saaw bortgang, i det mindste håndteredes af den udvalgte på en sådan måde, at der ikke ville være splid og splittelse iblandt muslimer af den simple grund, at ufejlbarlighed netop implicerer perfektion på alle punkter, åndelige såvel som verdslige.
Ydermere bliver den logiske nødvendighed af, at Ali ra tog kampen op imod de såkaldte despotiske ledsagere ra, for at skille falskheden fra sandheden og at genoplive stort set alle der kaldte sig muslimer, større og mere fremtrædende, når man alene inddrager nogle af de mange egenskaber shia tillægger imamerne.
I den sammenhæng er det relevant, at tage højde for den status og nogle af de evner imamerne tillægges i den shiitiske hadith samling Bihar al–Anwar af Muhammad Baqir al-Majlisi (d. 1111EF):

• Imamerne besidder mere kundskab end profeterne
  
• Imamerne er profeterne og hele skabelsen overlegne.
  
• Majoriteten af profeterne der kaldes ulul-‘Azm (Nuh, Ibrahim, Musa og ‘Isa) opnåede ulul-‘Azm rangen ved at elske imamerne
  
• Profeternes d’ua [bønner] blev hørt, fordi de tog imamerne som middel i deres påkaldelse
  
• Imamerne kan genoplive de døde. De kan kurere blindhed og spedalskhed. De besidder alle profeternes mirakler.
  
• Intet af kundskaben om himlen, jorden, jannah [Paradiset] og jahannam [Helvede] er skjult for dem. Himlens og jordens herredømme var dem vist.
  
• De ved alt, hvad der skete og som vil ske indtil genopstandelse dagen.
  Imamerne kender sandheden om en persons tro eller hykleri. De har en bog som indeholder navnene på jannah beboerne, og navnene på deres efterfølgere og deres fjender[3].

Det er soleklart, at overstående punkter ikke blot antyder høj rang og perfektion, men også overmenneskelighed og nogle punkter guddommelighed, selvom det sidstnævnte udelukkende er forbeholdt Allah, den Ophøjede og Almægtige, og hermed udover alle grænser forkasteligt med guddommeliggørelsen af imamerne. Men lad os alligevel se bort fra, hvor forkasteligt det er og tage den, der hvor den kommer, for i virkeligheden er denne ophøjelse af imamerne blot med til yderligere at bekræfte uoverensstemmelserne og hvor korrupt imamah konceptet er.
Som det kommer til udtryk i tredje punkt, opnåede ulul-’azm profeterne, deres rang netop igennem deres kærlighed til imamerne. Med andre ord rangerer imamerne langt højere end Profeterne – bortset fra Muhammad saaw. Men hvis imamah konceptet virkeligt var gældende og forudbestemt af Allah den Almægtige, og at Ali ra hermed var den første udvalgte imam, hvorfor var Ali ra skrøbelig i den grad, at han ra ikke gjorde krav på det som Skaberen, Ophøjede være Han, havde forpligtiget ham til på trods af, at han ra er i højere rang end profeter som Nuh, Ibrahim og Musa (Allahs fred være med dem alle)? Profeter der ikke tøvede med at forkynde, hvad Allah swt havde pålagt dem at viderebringe, selvom denne forkyndelse langt fra var en dans på roser, men tværtimod utrolig smertefuld, i og med at de fleste mennesker omkring dem var arrogante, korrupte og tyranniske.
Nuhs as forkyndelse af det Allah swt havde pålagt ham at viderebringe varede ikke mindre end 800 år. Imidlertid ophørte han as aldrig med at forkynde, selvom det virkede håbløst med folket omkring ham. Så håbløst at han as i sidste instans bad Allah swt om ikke at efterlade en eneste af de vantro på jorden, til trods for at hans egen søn var iblandt dem. Hvilken trofasthed overfor Allah swt, tålmodighed, udholdenhed og styrke udtrykker hans forkyndelse ikke?
Musas as var af faraoernes samtid. Faraoen var en af de mest tyranniske, undertrykkende og arrogante magthavere, der nogensinde har eksisteret, men dog var det ikke grund til, at Musa as frygtede at sætte sig op imod ham og forkynde det Allah swt havde pålagt ham, tværtimod satte han sin lid på den eneste tilbedelses- og lydighedsværdige, Skaberen af alt, og han blev med sin profetværdighed begunstiget med at være Allahs swt ophøjet adressat. Ibrahim as valgte heller ikke at tie i stedet for at forkynde, hvad der var ham pålagt til det hedenske og polyteistiske folk omkring ham, selvom det førte til udøvelsen af den værste og mest ubarmhjertige form for grusomhed imod ham, netop at kaste ham levende ind i ild, men Allah swt omdannede ildens flammer til kølighed.

Eftersom Ali ra som sagt rangerede højere end disse profeter ifølge shia og at imamah konceptet netop inkluderer det spirituelle såvel som det verdslige lederskab, men at virkeligheden og kendsgerningerne om hvordan Ali ra bar sig ad efter Profetens saaw død, ikke lever op til den del af imamah konceptet, der er forbundet med det verdslige lederskab, eller for den sags skyld ” ikke engang til profetværdighedens standarder”, og at hans skrøbelighed, passivitet og tavshed i øvrigt var diametrale modsætninger til, hvor fremragende, storslået, overmenneskelig og guddommelig en imam teoretisk er, må man konkludere, at Ali ra ikke var den udvalgte imam, og at imamah konceptet i det hele taget ikke understøttes af historiske fakta, der er relateret til Alis ra handlinger.

Ali ra Taqiyah af betænksomhed?
Forklaringen på hvorfor Ali ra tyede til taqiyah – netop at han ra var skrøbelig og bange – der kom til udtryk i det foregående afsnit, vækker højst sandsynligt harme, forargelse og irritation hos de hårdnakkede iblandt shia, selvom forklaringen udelukkende bygger på det lighedstegn, shia har sat imellem Ammar ibn Yasars ra og Ali ra handlinger, i deres forsøg på at legitimere Alis ra manglende krævning af lederskabet.
Selvom vi benytter os af en anden forklaring på, hvad der lå til grund for taqiyahen, vil det imidlertid ikke understøtte Alis ra såkaldte imamah, derimod vil den fremhæve ugyldigheden af imamah konceptet yderligere og afsløre, hvor nedværdigende konceptet er overfor Ali ra og ikke mindst Allah, den Ophøjede og Almægtige.
Som udgangspunkt er det nødvendigt at overveje, hvad forklaringen ellers kunne være.

Den naturlige følge af at forkaste alt, hvad der bestrider imamernes brillerende og overmenneskelige egenskaber og skyhøje status, der tillægges dem er, at vi befinder os i højdepunktet af en skala, der på den ene side omfatter skrøbelighed, afmægtighed, svækkelse, ynkelighed og frygt, og på den anden side mægtighed, storhed, styrke, tapperhed, overmenneskelighed, perfektion i alle henseender osv. Lad os derfor antage, at Ali ra ikke følte sig nødsaget til at benytte sig af taqiyah, i hvert fald ikke nødsaget af frygt og skrøbelighed, men omvendt af ansvarsfølelsen overfor den muslimske nation, som var i vildfarelse, fortabte og i religiøst forfald, og hvis elevering var betinget af denne tavshed. Kort sagt gav Ali ra afkald på retten til lederskabet udelukkende af betænksomhed. Denne forklaring efterlader en smuk klang i ørerne og ikke nok med det, kan den endda være med til at forstærke kulten om Alis ra såkaldte imamah, fordi han ra fremstilles som den uselviske, godgørende og selvofrende leder. Men blot to centimeter under den glatte overflade gemmer der sig en del fatale defekter. Disse defekter vil undertegnede belyse nedenunder.

Enhver muslim er fuldt overbevist om, at Allah swt er den bedste Planlægger og Arrangør, den Pletfrie, den man alene skal stole på og fæstne sin lid til, den eneste der er værdig at søge tilflugt i, og som besidder de mest skønne navne. Kort sagt er Allah swt hævet over alt, og uanset hvor store anstrengelser vi gør os i forsøget på at opfatte omfanget af Hans swt fuldkommenhed og guddommelighed, er vi simpelthen ud af i stand til det. Så storslået og Sublim er Allah den Almægtige.
Til trods for at shia bekender sig med Allahs swt Ophøjethed og Almægtighed, er den naturlige konsekvens af opfattelsen om, at Ali ra – på legitimt basis – ikke bare ofrede sin ret, men også sin forpligtigelse til lederskabet, i og med at han ra var kvalificeret og kompetent nok til at træffe en sådan afgørelse, en bespottelse og hån mod Allah, eftersom Hans befaling tilsidesættes af den skabte, af Sin tjener. Det kan ikke skjules for nogen, hvor afvigende, dybt forkastelige og anstødelige konsekvensen af denne opfattelse er.
Hvis forestillingen om Ali som den ikke-skrøbelige imam skal bibeholdes, er overnævnte fortolkning den eneste mulighed for, hvad der gjorde sig gældende, af den simple grund, at det er impliceret den shiitiske definition på imam, at den udvalgte nemlig er den åndelige såvel som den verdslige leder.

At der ikke desto mindre hævdes, at Ali ra var ufejlbarlig og havde den ophøjede og overmenneskelige position, er ikke alene problematisk med hensyn til, hvordan shia opfatter Ali ra i forhold til Allah den Almægtige, men også i den henseende at det er et svigt overfor sandheden og subjektiviteten, eftersom der ses gennem fingrene med, hvordan en sådan legitimering af denne tavshed underminerer det helt centrale i imamahen, og hermed indikerer ugyldigheden af imamahen i det større perspektiv (pga. det indbyggede modsætningsforhold).
Sagt på en anden måde giver det ikke mening at imamahen hævdes for at være en islamisk doktrin, når den alligevel bliver ophævet på det praktiske plan. I virkeligheden er funktionen af denne doktrin, udelukkende en ophøjelse af Ali ra på den ene side og en nedværdigelse og ydmygelse af ledsagerne på den anden side.

Noter:
[1] Den forseglede nektar, s.492, al-Mubârakpûrî
[2] Den forseglede nektar, s.493, al-Mubârakpûrî
[3] The Qur'an and Imamah, al-Afriqi, http://ansar.org/english/imamah.htm

Om bloggen

Denne blog er blevet oprettet, for at tilbagevise nogle af de shiitiske fordrejninger af virkeligheden, der bliver udbredt af shiitiske propagandister i deres forsøg på at trække flere personer til sig.

Dette er indtil videre blot en test.